Forside

Svend Ludvigsen

En fortælling om mig, min verden og mine interesser

Lidt om mig som person:

Jeg er en mand som er årgang 1953, altså en moden mand.

Når jeg kort skal beskrive min erhvervskarriere så bliver det på denne måde:

Jeg gik ud af folkeskolen med en rimelig realeksamen og kom kort efter i lære som Elektromekaniker i firmaet E.O.Farstrup i Gladsaxe. Den uddannelse endte med udmærkelse og blev anerkendt med en sølvmedalje til svendeprøven. Dengang var det den højeste udmærkelse, man kunne få i forbindelse med en håndværksuddannelse.

Efter uddannelsen blev jeg hængende i det samme firma i knap 10 år. Herefter fik jeg job hos D.S.B på Centralværkstedet i Valby. Ansættelsen hos D.S.B. gav mig mulighed for at springe til en uddannelse som Vognmester (en mellemlederuddannelse) på Københavns Hovedbanegård. Efter at have været her i et par år, var tiden kommet til at prøve noget nyt, så jeg blev ansat som produktionsleder i firmaet E. Friis Mikkelsen i Bagsværd.

Denne ansættelse holdt dog kun i ca. 6 måneder. Jeg var derefter så heldig at blive ansat som tekniker hos det daværende Dansk Tipstjeneste (Danske Spil) i Brøndby. Her var jeg ansat i godt 22 år.

I 2013 gik jeg på efterløn og nu er jeg pensioneret.

Jeg oplevede desværre at blive skilt i 1989 og har levet som single lige siden.

I år 2000 fik jeg mulighed for at erhverve mig et lille landhus, lige udenfor Mern på Sydsjælland og her bor jeg stadig.

I tidens løb har jeg haft mange forkellige interesser, men lige nu handler det om min hund (som jeg fik i 2014), min malerkunst (som jeg har arbejdet med siden 2005), camping og så de forskellige vedligeholdelsesarbejder man har når man har et gammelt hus og en have på 1000 kvadratmeter. I det følgende kan man få et lille indblik i disse ting.